Billeder
Transporten hjem fra Øresund blev en noget anden tur en jeg havde forventet mig. Vi kom fint af sted, og turen til Helsingør var hurtigt overstået. Forbi Gilleleje og Hundested byggede vinden mere og mere op, og med den fulgte stadigt større bølger. Omkring kl. 21.30 vurderede Caspar og jeg at det nok ikke var slut, så vi valgte at bjærge storen, bare for at være på den sikre side. Det skulle vise sig at være den rigtige beslutning. I løbet af natten blev vinden ved med at bygge op og var oppe omkring 14-18 m/sek. (vores bud, da vi som bekendt ikke havde nogle instrumenter) – og bølgerne i Kattegat og Storebælt endte i nærheden af 3-5 meter – jo der var gang i den. Heldigvis havde vi vinden i ryggen, og den drejede mere og mere mod nord, så den fulgte os sådan set bare. Det resulterede i, at hvor vi troede vi lige skulle rundt om Sjællands Odde og så kom vi i læ, fik vi os en kedelig overraskelse, da vinden var gået næsten helt i nord da vi kom dertil, med det resultat at vi fik endnu større bølger i Storebælt end vi havde i Kattegat :-( Ned i gennem Storebælt nåede vi da også at runde 14,23 knob(over grunden) for fokken alene – jo det var helt sikkert rigtigt at bjærge storen tidligt. Kl. 9 var vi i Kerteminde, kolde og meget trætte. Caspar og jeg fik slet ikke sovet, spist eller hvilet os på turen, da Caspar konstant var skarp på navigationen og forplejning af vand og chokolade, mens jeg forsøgte at styre så godt som muligt i de store søer - så der var selvsagt ikke meget strøm på batterierne – men oven på den gode weekend var det ikke noget vi tog så tungt.
Endnu engang mange tak for en fed sæson, og på rigtig meget glædelig gensyn til næste sæson!! Jeg glæder mig allerede!
Klik på billederne nedenfor for stor størrelse.